Lillerød Rope Skipping Team

Historie
Rope Skipping blev introduceret i Lillerød Gymnastikforening (LIF) i 2000 af en ung gymnast, der havde set det andetsteds. Hun tog nogle kurser, og underviste i Rope Skipping i et par år. Holdet blev døbt Rope Tøserne. Derefter underviste en Aerobic-instruktør i et år, hvor der også indgik dans i undervisningen. Det var for både voksne og børn.
Derefter manglede der en instruktør igen og en mor på holdet blev overtalt til at undervise - hun er stadig en af trænerne for det hold, der nu hedder Lillerød Rope Skipping Team. Siden 2006 har en af Danmarks førende Rope Skipping instruktører været tilknyttet holdet.
I løbet af få år kom der både konkurrencehold, øvet hold, begynderhold, opvisningshold, puslingehold, voksenhold og familiehold. Antallet af sjippere voksede markant i løbet af få år. I indeværende sæson er der over 100 sjippere i foreningen – og der kommer flere til.
 
I slutningen af 2005 blev Rope Tøserne overtalt til at konkurrere. Den første konkurrence var Sjællandsmesterskaberne i Rope Skipping i Ishøj. Holdet trænede hårdt i 2 måneder uden forventninger, og i februar 2006 mødte de alle op til deres første konkurrence. Begge hold vandt guld til alles glæde og overraskelse.
 
Det er blevet til mange konkurrencer siden, både Sjællands- og Danmarksmesterskaber - og med medaljer som resultat. Det er blevet til mange opvisninger, en reklamefilm og tv-udsendelser, sjippecamp's med undervisere fra udlandet og meget mere.

I november 2007 stillede Lillerød Rope Skipping Team op med 3 hold til det uofficielle VM i Double Dutch i Paris. En fantastisk oplevelse for holdet, hvor pigerne klarede sig rigtig godt og ser frem til kommende udfordringer og muligvis udenlandsrejser.

I januar 2008 blev der afholdt stiftende generalforsamling for Lillerød Rope Skipping Teams Støtteforening. Støtteforeningen består pt. mest af forældre og familiemedlemmer, men alle, der har lyst til at støtte foreningen og dermed de aktive sjippere er velkomne.